mandag den 20. maj 2013

33, træt og ude af træning

Uhh at have fødselsdag er nu ikke det værste der kan sket for mig. Jeg har det faktisk fint med min alder.
Da jeg blev 25 år, havde jeg krise. Det var samme år hvor jeg endelig fik min HF hue og jeg synes simpelthen at det var forfærdeligt, at jeg i så sen en alder først lige var blevet færdig med min gymnasielle uddannelse og nu kunne det kun gå for langsomt med at komme videre og få en uddannelse og så ud i verden og opleve livet. Jeg kunne ikke nyde nuet og det så gjalt mit liv.

Så jeg begyndte på uddannelse, stoppede uddannelse, fik et job, var glad for det et par år, droppede job, fik et nyt job og bum droppede det og vende tilbage til det første..


Da jeg som 29årig fik diagnosen endometriose, ændrede livet sig sgu en smule, for ikke at sige meget.
For det første var der ikke nogen der havde fortalt mig, at det var en kronisk lidelse så da jeg blev opereret tænkte jeg, at så var den jo i vinkel og jeg var jo rask. Så da jeg et år senere begyndte at få smerter, og immunforsvaret smuttede sig en tur igen igen igen, så ramte jeg sgu muren.
Tanker som; Hvorfor får jeg ondt? Hva sker der lige? Hvad sker der med mig? Var konstante.

Så tilbage til lægerne som så sagde de "skønne" ord, kronisk lidelse... Undskyld hvad?? Hvaså nu?
Jeg fik nye p-piller.. Woaw de står stadig i hukommelsen som den dårligste oplevelse EVER!!
Trykken for brystet, angstligende symptomer, og uro i kroppen konstant og som om det ikke var nok, så græd jeg konstant og hele tiden. Spildte jeg kaffe, så græd jeg, Kom jeg fem min forsent op om morgen begyndte jeg at græde.
Det var en mdr som jeg ALDRIG vil have igen.

Men imellemtiden fik jeg googlet mig frem til ord som Endo-diæt, Endometriose foreningen, støttegrupper og fandt for det første ud af at jeg havde brug for at tale med nogen. Jeg havde brug for at ændre ting i mit liv og derefter fandt jeg ud af, at jeg måtte lære at acceptere. Det sidste, med accepten, det tog dog en tid længere end jeg har lyst til at indrømme.

Og jeg har mistet meget siden da, venner og tid. Men derudover har jeg vundet nuet! Det vigtigste af alt. Jeg har lært at nuet er det vigtigste jeg har. Det er den bedste gave jeg har givet mig selv.
Med endometriose bliver man nødt til at give sig selv nuet. For planer ud i fremtiden sker ikke altid som man ønsker, at de skal ske. Oftest er fremtiden fyldt med aflyste aftaler og oplevelser der ikke går som forventet, fordi man oftest bliver syg eller så bliver man ramt af så mange smerter, at man ikke kan se lige og bare må ligge i sengen eller gå tidligt hjem..

Overraskende nok, er tiden det eneste jeg har, som jeg kan forholde mig til og nøj hvor jeg nyder at have den. Lige nu og her. Sådan virkelig lige nu og her... Der lever jeg i nuet. :) Og jeg elsker nuet.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar