I laaaang tid har der i kbh's busser kørt kampagne efter kampagne om at tale til sin sidemand og smile til chaufføren.. Altsammen har været med fokus på, hvor overskuds agtige vi passagere sku være, nå nu vi til og fra arb var presset ind i en ildelugtende bus, med duggede ruder og 30 forskellige parfumer blandet sammen med den knapt så rene mands, urin stænket lugt..
Efter 15 år i service faget, synes jeg det var en fab ide. Man kan nå langt med et smil og jeg efterhånden nået dertil, hvor jeg smiler til alle chauffører når jeg træder ind på deres domæne, bare for at se deres reaktion og de er lige for mangfoldig som de kære chauffører. Der er den der kigger en i øjne og ikke kun på månedskortet og der er dem der ignorer en fuldstændig. Hver gang kan jeg ikk lade vær med at tænke på hvordan deres dag har været, siden de reagere som de nu gør..
Nå men tilbage til at tale ordentligt...
Mandag morgen er aldrig super spændende, aldrig den dag man smiler mest, ej heller den dag man bare springer ud af sengen og synes verden er et fantastisk sted. Og så står man og venter på en forsinket bus, og blir glad for den endelig kommer. So far so good..
I bussen sidder en far og søn. Sønnen er uden tvivl enorm ked af det og frustreret og vil ikk holde op med t græde.. Kan se at faren er frustrereret over at barnet ikk vil stoppe med at græde. Men det blir absolut ikk bedre da chaufføren vælger at annoncere i højtalerne at "ar barnet må ud eller stoppe med at græde", for det ødelægger hans koncentration...
Det finder jeg enormt provokerende. For hvad er pointen i at have kampagne på kampagne om at vi passagere ska udvise overskud før og efter arb, når chaufføren ikke engang kan gøre det i hans arbejdstid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar